Til schweiger familienleben de

Hej, jeg sad for nyligt og tænkte på min barndom, og jeg kan huske, at jeg godt kunne lide sangen "Bro Bro Brille", da jeg var lille. Dette fik mig til at tænke på andre sange, som jeg kendte som barn. Jeg har forsøgt at finde navnene på dem, men jeg har hidtil ikke fundet noget. Jeg ved faktisk ikke, om de overhovedet findes, eller om det er noget, jeg har drømt som barn, men lad mig beskrive dem, så godt jeg nu engang kan:

1. Den ene sang handler om en prinsesse, der skal giftes. Ideen er, at den der kan få hende til at grine, han får lov at gifte sig med hende, men dem, som ikke kan få hende til at grine, de får skåret skulderbladene af og får hældt salt i sårene.
   
2. Den anden sang handler om en trold, eller noget i den retning, der bor under en bro. Der er så et par (måske tre?) personer, der forsøger at krydse broen, men da trolden finder ud af, hvad de har gang i, så løber han efter dem med en kniv. Jeg mener at kunne mindes, at personerne, der forsøger at krydse broen, hedder "Tykke" og "Tynde".
   

Er der nogen, der har nogen bud?
Tak på forhånd!

Hej alle sammen Jeg er K25 sammen med M32. Selvom jeg før har tænkt, at jeg ikke ville have børn, så har det ændret sig markant efter jeg mødte min skønne kæreste. Vi er begge enige om at vi gerne vil have børn sammen, vi har egentlig besluttet at vi går i gang inden længe.
Det jeg gerne vil vende med jer, er den måde jeg tænker om det på, for jeg kan mærke at jeg er halvskruk, har stor lyst til at få børn med min kæreste, glæder mig til de gode stunder, er bevidst om udfordringerne, har bestilt tid til at få fjernet min spiral og er allerede i gang med at kigge efter barnevogn.. Er det normalt? Eller er det bare en ide jeg har lige nu? Somme tider har jeg før fået ideer om noget der kunne være sjovt og hyggeligt, som jeg senere har mistet interessen for igen, fx. en ny hobby eller et kæledyr da jeg var teenager. Jeg vil virkelig virkelig nødig sætte et barn i verden, hvis jeg egentlig ikke er klar, men det bare føles sådan. Jeg føler jo, at vi er klar og jeg glæder mig enormt meget til det hele, men det skulle jo gerne blive ved sådan. Forstår i hvad jeg mener? Kan nogen genkende følelsen?

Hej tandlæger,
Jeg er øm i den ene side af tænderne og har været i et par måneder. Min tandlæge har lavet nogle ting i den side og long story short, så har jeg ikke helt tillid til hans vurdering af sit eget arbejde og jeg vil gerne kunne tygge med alle tænderne.
Han siger de måske er ‘flækkede’, men jeg oplever ikke rigtig så meget af ømheden i de tænder han pønser på at hive ud.
Kan man bede om sin journal og tage den med til en ny tilfældig tandlæge eller hvad gør man?
Tak på forhånd

I de siste månedene har jeg lagt merke til at jeg alltid har en eller annen sang på hjernen. Ofte den siste sangen jeg hørte på. I den siste tiden har det begynt å plage meg, og jeg tenker på det ofte. Noen ganger føler jeg at jeg holder på å bli gal. Er det noen andre som har opplevd eller opplever dette?

Hej CEOs
Sagen er den, at jeg er blevet tilbudt at arbejde som konsulent over en kort periode, og de har adspurgt om jeg vil oprette et CVR, så de kan overføre penge den vej. Virksomheden må ikke ansætte flere, men må gerne betale for konsulenter.
Jeg har tidligere arbejdet som studentermedhjælper, hvorfor de har kontaktet mig. De fortæller, at en anden medarbejder har gjort det samme. Jeg ved dog ikke om vedkommende oprettede en PMV eller enkeltmands.
Jeg studerer og er på SU og arbejder 15 t ugentligt ved siden af.

• Må jeg og giver det mening at oprette en PMV i denne situation? Der kan opstå andre situationer inden for de næste 3 år, hvor jeg kunne sælge konsulenttimer, men ikke garanteret.
  
• Har I fået lov til at bruge alm bankkonto i jeres bank til en pmv? Jeg har Nordea, hvis det er relevant
  
• Må jeg selv lave regnskab, eller skal der revisor på?
  
• Er der andet, jeg skal være opmærksom på? Jeg har aldrig før tænkt, at jeg nogensinde skulle stifte "virksomhed", så jeg er helt på bar bund.
  
• Må jeg trække pengene ud til mig selv eller?
  

Beklager på forhånd de dumme spørgsmål, jeg håber, I vil hjælpe.

Jamen jeg undskylder at det ikke er en specifik sag... Ved ikke engang om det er tilladt her...
Men måske hvis vi lige tar' en slapper fra at kigge på konkrete sager og bare kigget på krimi nyhederne som en helhed over de sidste par år, slår det så også andre at der nærmest er en ny nyhed om en der bliver stukket ned (oftest et sted københavn synes jeg) hver tredje dag? Altså hvis man søger på "stukket ned" på tv2 lige nu, så er der en artikel fra 4 timer siden Fra 19 timer siden Fra 4 dage siden x2 Fra 5 dage siden x3 2. Maj 26. spril
Så kigger jeg på kort nyt, og hov! Der er 3 unge der har været farlige med en saks...
Jeg synes ikke rigtig jeg hørte noget til det for et par år siden, men nu er det hele tiden, og det kan jo så være at det bare er mig der er mere opmærksom på nyheder om kniv-relateret forbrydelser i dag, dog på den anden side kunne det jo også være en stigende tendens... Men det er jo så derfor jeg spørger.

Godaften
Min Elvanse 50 mg er udsolgt alle steder og er afhængig af det for at kunne passe mit arbejde ordentligt. Er der nogen der har noget i overskud de vil sælge til mig?

Hei, jeg har tenkt å begynne og investere i aksjemarkedet. Men jeg sliter med å finne en god plattform å bruke. Har dere noen forslag til gode plattformer med med tilgang til de fleste markeder og godt utvalg til alt fra individuelle aksjer til ETFs?

Franchement j'ai tout juste 18 ans j'ai tester plusieurs applis de rencontre connu je n'ai eu aucun match ni like c'est vraiment de l'arnaque j'ai payé pour testé ça change rien je met des bonnes photos .. je ne comprend pas
Dans la vie j'ai peu d'occasion de rencontrer du monde même si je sors ..
Donc la question est il y a t'il des sites qui fonctionne réellement.?

Jeg er kommet til et punkt, hvor jeg blot lever i stilhed med min kone (M32, K31). Vi har to børn (D3, P1) sammen, og jeg elsker at være sammen med dem og se dem blive små individer. Men jeg er nået til et "mørkt" sted i min psykiske tilværelse og føler ikke, jeg kan dele det med nogen i min vennegruppe (grunden til dette opslag).
Hamsterhjulet med børnene og karrieren kører på den helt store klinge. Op kl. 06 med børnene, solcreme, tøj og få dem spist af, så afsted i de forskellige institutioner, så arbejde og tilbage for at hente igen. Hjem og lave samt indtage aftensmaden, nyde 2 timers leg, grin og tummel. Inden jeg tager den store og putter. Så tilbage til computeren og arbejde til kl. 22. For så at gentage samme repertoire.
Men jeg deler intet med min kone, eftersom hun kun når at komme hjem før hendes uendelig brok starter. Alt fra hendes arbejde, til venner og families manglende gøende eller kunnen. Til ting, hun synes, jeg gør forkert, eller hendes kolossale belastning af "the mental load".
Så jeg forventer dagligt, at alle mine forventninger ikke bliver mødt, eller holder tilbage med mine holdninger eller kommentar, eftersom det blot er brænde på hendes bål, der oftest målrettes mod mig.
Hvorfor jeg blot "lever stille", da mine formodninger om at blive mødt følelsesmæssigt eller få anerkendelse ikke bliver imødekommet, grundet gentagne gange med dette udfald.
Så jeg har lavet en passiv aftale med mig selv, hvor jeg ikke skal forvente noget positivt udfald fra min kones side. Det er kommet til et punkt, hvor jeg ikke føler lykke eller forbindelse mellem os. Vi er blot to personer, som lever parallelt med fælles børn.
Jeg kunne trække det lette kort og blive skilt, men det vil jeg ikke kunne bære over for børnene. Men er jeg den eneste der har det sådan? Eller er forholdet blot allerede slukket, og jeg må blot komme videre?

Hej Hestenettet!
Har lige brug for at lufte tankerne lidt. Det er noget som har gået mig på i et godt stykke tid efterhånden, og tbh, så har jeg måske haft symptomer på stress.
Jeg kan egentligt godt lide mit arbejde. Er uddanet Gourmetslagter, og elsker at sælge "madoplevelsen" til kunderne. Det var ikke min drøm om, at blive butiksslagter inden jeg begyndte. Jeg startede blot på uddannelsen, fordi jeg ingen gymnasiel havde, og syntes salg/service lyd spændende. Og syntes stadig det er kanon spændende.
Har siden jeg blev udlært haft forskellige ledelsesstillinger, med ansvar for personale, KPI, administrative opgaver, udvikling af afdelingen, produktion osv osv. Har bygget hold op, hvor jeg hurtigt fandt ud af, at det svageste led i enheden, ikke var stærkere end personen der sad i helikopteren. Alle er afhængige af hinanden.
Har haft det sjovt undervejs. Udviklingsmæssigt har jeg lært meget af mig selv. Men har også lært, hvor sårbar man er på gulvet i butikkerne. Kort sagt, så har timerne har udbrændt mig.
Jeg er måske kørt lidt død i arbejdslivet. Tanken om den utrolige lave løn i butik, samt de mega skæve arbejdstider, hvor det er alt fra morgen, aften og weekendarbejde, er begyndt at gå mig på. Har været i faget siden jeg var ungarbejder, og er ærligt lidt ked af, hvor dårlig betalt mit fag er, ift. hvordan arbejdsvilkårene forholder sig. Lige nu, er det ikke rigtigt andet en fornøjelsen at betjene kunder, som driver motivationen.
Er stadig ung, og tanken strejfer mig, om græsset virkeligt er grønnere på den anden side. Det må da være muligt, at få den samme følelse ved salg, i andre jobfunktioner. Tanken om at have weekenderne fri, ordentligt løn og bedre tid i hverdagene, giver mig lysten til at prøve noget nyt.
Jobs som salgskonsulent og indkøber, syntes jeg lyder som fede jobs, og relevante ift. min uddanelse. Spørgsmålet er bare, om det er svært at komme ind i det, hvis ikke man "kender én, som kender én", især hvis det omhandler primært fødevare.
Jeg har overvejet, at skulle begynde at studere handelsøkonom på kvote 2. Uddannelsen giver, af hvad jeg har læst, gode jobmuligheder indenfor min branche, og min nuværende uddanelse er et af acceptkravene, (de skriver endda Gourmetslagter under eksempler).
Er der nogle der vil dele noget relevant erfaring inden for jobbene, ift. Løn, arbejdstider og hvordan de kom ind i det?🤗

Hej brevkasse.
Hvordan forholder I jer, hvis en god ven ikke ønsker jer tillykke med fødselsdagen på dagen? Det skete for mig for nogle dage siden, hvor to af mine gode venner ikke skrev. Men de skrev tilfældigvis begge dagen efter sent om aftenen (kun med 20 minutters mellemrum mellem beskederne uafhængigt af hinanden). Den ene skrev, at det var fordi hun var optaget. Men når jeg var inde på Messenger for at læse hilsner fra andre på min fødselsdag, var hun online flere gange. Min anden ven gav ingen grund til den forsinkede hilsen. Jeg blev ret skuffet, og må indrømme at jeg følte mig lidt ligegyldig. Da dagen var omme følte jeg lidt fødselsdags blues over de manglende hilsner - nok mest fordi de begge betyder meget for mig.
Har nogle af jer oplevede noget lignende og nævnte I det for dem eller lod I være med at sige noget?

Jeg (M) skyder ofte mig selv i foden, når jeg dater, da jeg ofte føler, at "jeg ikke er god nok".
Denne overbevisning, "at jeg ikke er god nok", ender med at ødelægge mine muligheder i dating.
Det starter ofte godt ud med et match på en dating app, og en god chat. Når jeg så spørger kvinden ud på date, bliver jeg først og fremmest overrasket over, at hun siger ja, og dernæst går jeg lidt i panik; "hvad nu, hvis jeg er akavet", eller "hvad hvis, hun synes, jeg er grimmere i real life".
De her tankemønstre ødelægger dating for mig. For jeg ender altid med at blive meget nervøs, og ikke vise en god side af mig selv.
For at være mere konkret, så skal jeg på date med en snart. Hun ser mega godt ud, er virkelig sød mod mig, læser en god uddannelse, og tjener (formentligt) også mere end mig.
Jeg vil rigtig gerne date en selvstændig og moden kvinde. Men jeg kan ikke lade være med at føle et enormt mindreværdskompleks over for hende (ja, jeg er usikker).
Jeg har svært ved at se, hvad jeg kan tilbyde hende. Jeg er af gennemsnitlig udseende, socialt akavet, og bare sådan lidt stille og nørdet. Jeg ville aldrig nogensinde turde gå op til hende i byen. Og ved ikke, hvad hun ser i mig som potentiel date.
Jeg ved godt at første dates bare er for, at "se hinanden an". Men jeg vil virkelig gerne bryde mine tankemønstre og uhensigtsmæssige adfærd. Så please hjælp, især hvis der er nogle psykologer her på linjen.
Hvordan kan jeg gøre op med disse automatiske tanker om, at "jeg ikke er god nok"? Hvordan bryder jeg denne negative spiral, hvor jeg ødelægger mine chancer, grundet negative tanker om mig selv?

Jeg blev nyuddannet i Juni 2023 og leder stadig efter et arbejde, men uden held endnu, så jeg ville gerne se om nogle havde andre vinkler på min situation.
Jeg er en 26 år kvinde med kandidat inden for Robotteknologi med et relevant studiejob og noget praktik fra min bachelor i baggrunden. Mit jobsøgen har stået til siden jeg blev nyuddannet (som jeg til den her tid dårligt nok vil kalde "ny"uddannet) og efter snart 15 samtaler på 10 måneder, hvor jeg aldrig er kommet videre til runde 2, er jeg snart ved at knække.
Jeg sender snart 4+ ansøgnigner hver uge, deltager i jobmesser, bruger one-pagers, ringer rundt og spørger fra kontaker, bruger de mulige ressourcer jeg har fra jobcentefagforening/a-kasse og har mit ønskede arbejdsområde placeret til hele Jylland, Fyn og vestlige Sjælland. Jeg søger mange forskellige jobs inden for mit område, som både passer godt overordnet eller bare i en part, hvor jeg også har evner. Jeg søger Graduate programmes, begynder job, regulære jobs og alt lignende. Stadigvæk er de fleste mails automatiske afslag og samtalerne jeg kommer til, hvori de altid lyder som et job jeg kunne se mig selv i, ender med det generiske afslag i form af "Vi valgte nogle med mere erfaring". Det skal siges, at jeg også har øvet mine samtaler med relevante kontakter og har fået tjekket mit CV gennem flere mennesker og firmaer.
Pressen er så blevet øget fra jobcentret, og jeg har prøvet at søge noget "sidejob", som ville give mig mere end den mængde dagpenge du får som en nyuddannet, men overordnet virker jeg bare ikke eftertragtet nogle steder.
Så nu spørger jeg. Hvad kan jeg ellers gøre? Er der andre retninger?
Alt hvad jeg ønsker er et arbejde der giver mig glæde, udvikling og gode bekendtskaber, men for hver måned der går bliver mit humør mere ustabilt, samtidigt med at familien og venner altid spørger hvordan jagten går (selvfølgelig af godhjertet grund), hver gang jeg besøger. Hver måned skal jeg holde øje med hvad pengene bliver brugt på, for udgifterne er kun blevet forøget efter uddannelsen.

Kan man på nogen måde stoppe det tiggeri? Melde hende til tiktok, til hendes værge på kommunen, skat? Jeg synes det er vildt der sidder så mange gode men naovr hjerter der gang på gang tror de donere til vigtig medicin og andet, for hun kort tid efter brænder de penge op på Mac d og energi drik.

Jeg har lige bemærket, at denne sub har abonnenter 787, og jeg har skrevet 789 tekster, så er det som om jeg har skrevet en tekst til hver abonnenter. Desværre fik de fleste en dårlig eller en ret almindelig/kedelig tekst, men nogle gange er det bare sådan. Du kan ikke være heldig hver gange. Jeg dedikerer dagens tekst til subbens næste abonnenter, dog ved jeg ikke, hvornår hun eller han vil abonnere.

Jeg skal til samtale under " samme enhed" som jeg er ansat i forvejen. Jeg skal til samtale med ledetillidsmand jeg allerede kender i forvejen, da det jo " bare" er i en anden afdeling. Så de kender mig allerede rigtig godt, og mine kvalifikationer. Der er dog også eksterne ansøger der skal til samtalerne/ og en anden intern. Jeg har rigtig ondt i maven over det allerede. Både fordi hvad skal jeg sælge mig selv på når de allerede kender mig . Frygter den evt akavet situation at sidde til samtale med mennesker man kender, og hvis jeg ikke får det- så føles det også bare så svært at skulle se dem igen. Hvordan ville i gribe sådan en samtale an?